Overgang fra børnehave til SFO
Overgangen fra børnehave til SFO markerer et vigtigt skridt i børnenes liv – både for barnet og for forældre.
Det er en tid med nysgerrighed og måske lidt nervøsitet. SFO’en spiller en vigtig rolle i barnets skolestart. Her lærer vi blandt andet barnet at være en del af en større børnegruppe, vente på tur, lytte til fælles beskeder og selv tage ansvar – alt sammen vigtige kompetencer, der forbereder barnet på skolestart.
Inden børnene starter i SFO, prioriterer vi at besøge deres børnehaver og møde børnene i deres vante omgivelser. Det gør vi af flere vigtige grunde, som alle har til formål at skabe en tryg og god overgang fra børnehave til skoleliv.
Det at vi møder dem inden start, skaber en følelse af genkendelighed og tryghed, når de senere møder os i SFO’en. Barnet har allerede “set os før”, og det gør det lettere at knytte kontakt og finde sig til rette.
Vi inviterer ligeledes til en besøgsdag i SFO’en, hvor børnene får mulighed for at se SFO’en, møde os voksne og hilse på nogle af de børn, de skal gå i klasse med. Det en hyggelig og uformel eftermiddag fra kl. 15:00-16:00, hvor børnene kan lege, udforske, stille spørgsmål og der er information om opstart i SFO.
Aprilperioden (April-Juni)
I vores SFO har vi en struktur i hverdagen, som bygger på faste rutiner og genkendelighed, på
samme måde som i skolen. Målet er at skabe ro, tryghed og forudsigelighed for børnene, samtidig med at vi tager hensyn til, at overgangen fra børnehave til skoleliv kan være overvældende – især i starten.
For at skærme børnene mod de mange nye indtryk, har vi i opstartsperioden valgt at lade dem starte med forskudte tidspunkter i forhold til frikvarter end skolen. Det betyder, at børnene får tid og ro til at lære både de voksne, de fysiske rammer og hinanden at kende, uden at skulle forholde sig til hele skolens travle liv på én gang.
Når jeres barn starter i SFO, vil vi pædagoger fokusere på:
- At skabe trygge relationer mellem børn og voksne.
- At understøtte børnenes leg og sociale fællesskaber.
- At introducere dem for skolens rammer og rutiner på en rolig og legende måde.
- At støtte børnene i selvstændighed og ansvar, som fx at finde deres garderobeplads, rydde op efter sig og selv bede om hjælp.
Ved starten af skolens sommerferie, lukker aprilgruppen ned, og barnet er nu med i vores SFO på lige fod med de andre børn.