Konflikthåndtering

  • Konflikthåndtering/mobbestrategi
    Børns og elevers hverdag er præget af et utal af relationer. De leger sammen eller alene, de griner, de slår sig, de bliver kede af det og somme tider også sure. Og så arbejder de i rigtig mange forskellige faglige sammenhænge, hvor der altid er risiko for forskellige former for uenighed. Skolens ordensregler er fundamentet for den gode adfærd på VP, og det er derfor meget vigtigt, at elever og forældre kender og accepterer disse. På VP lytter vi til gode råd, procedurer og anbefalinger, som de for eksempel er udtrykt i Høje-Taastrup Kommunes forebyggelsesstrategi for børn og unge i udsatte positioner. Herunder en beskrivelse af, hvordan vi på VP reagerer og håndterer forskellige typer af mere eller mindre konfliktfyldte situationer eller forløb.
  • Klassen
    På trods af at vi på VP bevidst arbejder på at fastholde og udvikle en demokratisk, kulturelt og menneskeligt dannende skolekultur præget af tolerance, ligeværd og løbende justeringer af forventninger og aftaler, så oplever vi naturligvis – som på alle andre skoler – forskellige større eller mindre hverdagskonflikter, hvoraf de allerfleste løses umiddelbart efter konfliktens eller situationens ophør. Ofte skal der bare forklares, præciseres eller undskyldes for et hændeligt uheld, og så er den potte ude, og den gode relation genoprettet. Men i andre tilfælde er det ikke tilstrækkeligt. Når det sker, arbejder vi på VP ud fra princippet om at søge hjælp og støtte hos dem, der er tættest på problemet. Hvis forældre erfarer bekymrende bøvl mellem eget og andre børn, bør forældrene henvende sig til de relevante forældre og søge en løsning. I andre tilfælde tager forældre kontakt til en lærer, eller en lærer tager kontakt til forældre. Er der tale om et mere generelt problem, tager forældre kontakt til klasselæreren, eller klasselæreren orienterer om forhold til klassens forældre. Klasselæreren er ansvarlig for relevant dialog med klassens øvrige lærere og skolens leder. I helt særlige tilfælde kan det være nødvendigt med et ekstraordinært klassemøde. Dette indkaldes af klasselæreren efter samråd med skolens leder.
  • Eleven
    Håndteringen er i princippet lig den, der gælder for en større eller mindre gruppe af elever. Men der kan være særlige eller ekstraordinære tilfælde. I helt ekstreme tilfælde, hvor der er mistanke om overgreb på en elev, underretter skolens leder, uden at hjemmet orienteres, den relevante kommune. Sker det, at vi på VP erfarer bekymrende faglige eller personlige forhold vedrørende en enkelt elev, kontakter fag- eller klasselæreren hjemmet. Hvis ikke der kan findes en umiddelbar løsning på forholdene, sender VP en bekymringsunderretning til den relevante kommune, hvorefter det vurderes, om der skal finde en egentlig udredning sted. Dette sker i givet fald i samarbejde med kommunens PPR – Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning. På baggrund af denne udredning vurderes handlemuligheder, og om VP stadig er den rigtige skole for eleven. I alle forhold er det for alle skolens ansatte en fælles bestræbelse af handle professionelt, hvilket i disse sammenhænge vil sige sagligt, anstændigt og omsorgsfuldt. Denne holdning medfører, at procedurer ofte kan forekomme tidskrævende, hvilket vi forventer, at alle har forståelse for.